Så for satan, så er det med at holde fast, har ikke styr på blogstaverne og tæppet er glat og flaprer op foran mine øjne. Har allerede tendens til disclaimer, hvad nu hvis jeg dratter ned i skam og skændsel. Nå, men så faldt jeg ned og hvad så..i det mindste fløj jeg i to sekunder..er det ikke det, som livet hander om? At folde ud, at folde sig ud, at turde miste, at turde miste fodfæstet? At have gået sin vej. Ikke væk, men hjem, at vende hjem til sig selv, at gå sin vej hjem. Livet er fuld af den slags paradokser, som skal til, ellers giver livet ingen mening.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar