En gammel kone vinker ad mig..

Når alting går til ro

Stille stille stille ned på havets ørkenbund

lander jeg...                                                            så stille her er

og trækker vejret ind og ud

 i timevis titusind gange..

forsigtigt, læner jeg mig…                               virkelig meget forsigtigt

ud over kanten for at kigge lidt

 ind i himlen 

er jeg ved at falde i dine livsklare øjne

verdens bankende hjerter tegner ringe i vandet omkring mig

..så stille her er..knogler tørre og hule..ingen ingen ingen følger med..ud af mine øjne flyder marv og jeg vil ikke ha det men må ta det..en gammel kone vinker ad mig..jeg vil ikke..hun rækker mig to pinde og beder mig slå masker op af livsmarvens to rindende floder..hun beder mig slå bro mellem maskerne og strikke dem sammen, hun må jo være vanvittig..skal jeg knitre videre på livets flyvende tæppe..jeg kan ikke strikke!

Du, forgængelighed, løber som sand gennem vores fingre, øjne og hjerter, kom lad os væve flyvende tæpper og kigge ind i sprækker på himlen og kigge i hinandens øjne, så godt vi nu kan, siger jeg meget forsigtige menneske..jeg oplever stunder af at være alene og har kærlighed til det mægtigt store liv..

Start, parat, FLYV

Så for satan, så er det med at holde fast, har ikke styr på blogstaverne og tæppet er glat og flaprer op foran mine øjne. Har allerede tendens til disclaimer, hvad nu hvis jeg dratter ned i skam og skændsel. Nå, men så faldt jeg ned og hvad så..i det mindste fløj jeg i to sekunder..er det ikke det, som livet hander om? At folde ud, at folde sig ud, at turde miste, at turde miste fodfæstet? At have gået sin vej. Ikke væk, men hjem, at vende hjem til sig selv, at gå sin vej hjem. Livet er fuld af den slags paradokser, som skal til, ellers giver livet ingen mening.