Endnu mere selvhealing. Jeg er begyndt at tale pænt til mig selv. Alting er i forandring. Jo, for jeg snakker med mig selv, det gør jeg da. Altså sådan venligt og kærligt. Nu pakker jeg en pose nødder og rosiner, mens jeg venligt siger: "Værs'go Threin, her er lidt til turen, så har du lidt at hygge dig med undervejs." Og tænk, jeg bliver så glad. Tænk at jeg tænker på mig selv og viser omsorg. Jeg smelter og bløder op. Jeg indser tydeligt og smerteligt, at jeg har skældt ud, jeg har dømt mig og haft strenge krav til mig selv. Jeg har godt vidst det, men ikke tillagt det nogen væsentlig betydning. Nu forstår jeg hvor hårdt det er at have en levemåde, hvor man slår sig selv i hovedet. Jeg ved ikke hvorfor jeg først nu ser det, det er endnu en gåde. Jeg er langsom med mange ting, derfor er der også håb forude :-). Da jeg kom hjem fra turen, sagde jeg til mig selv: "Hvor er det godt at se dig åbne op og være mere udadvendt, og menneskene omkring dig kan godt lide det også, kan jeg se." Og jeg svarer glad: "Ja, tak skal du have. Jeg kan også mærke, hvor dejligt det er at komme mere ud af busken og vove at tro, at jeg er velkommen i verden. Det var sådan en dejlig tur." Ikke fordi, jeg ikke har været ude og rundt i verden, men spørgsmålet er, hvem det er, der 'har haft udgang'. Den lille pige indeni mig har måttet blive hjemme. Men ikke mere, nu kommer hun med ud. Hun er ikke længere kronisk uvelkommen, jeg mærker hun er mig og jeg bliver så glad og let om hjertet. Jeg tænker og taler venligt til mig selv. Gid alle små børn må blive talt pænt til og få lov at komme ud og lege. Verden er slet ikke så farlig, som man skulle tro.
Mit indre barn er glad, jeg er glad. Jeg er begyndt at behandle mig selv meget mildere, jeg taler pænere til mig selv. Der er en hårdhed i mig, der er ved at smelte. Det tager meget opmærksomhed, sammen med mine observationer på kroppen og medicinen og det hele set samlet. For intet er adskilt, alt hænger sammen og jeg forstår det og mærker det direkte aflæst i mit eget liv. Jeg giver gerne denne opmærksomhed. Den får mit hjerte til at flagre som en lille fugl, der vågner i sin rede. Den synger til verden og verden smiler tilbage til mig. Når livet viser sig så enkelt, er det en lykke at gå ud og møde det med håb og tillid. Selvom det blot er små øjeblikke. Der kommer flere og flere af dem, de kommer hen ad vejen jeg går. Derfor går jeg den vej.
Hvordan er det vi mennesker samtidig er så holdbare og stærke, men også ligeså sårbare og skrøbelige. Dybest set er der noget meget smukt ved livet, som får mig til at ville passe på det.
