Er tiltagende optaget af at tænke mig rask. At undersøge og eksperimentere og forstå hvad det er en proces jeg er taget af, hvad det er for en rejse, jeg har begivet mig ud på. At flytte grænserne for min forestilling om hvem jeg er.
Jeg tænker også tit på, at jeg burde skrive om det, for min egen skyld, og fordi det måske en dag kan være andre til gavn. Men hver gang jeg sætter mig ved tastaturet, stivner tankestrømmen, kilden tørrer og og ord er bare ord. Shit oss', fordi for en gang for mange mange år siden, blev jeg af en healer spået, at jeg en dag ville skrive en bog om min vej til selvhelbredelse. Jeg var vist i godt midttyverne. Og dobbelt så mange leveår senere, nu hvor det sker, får jeg ikke skrevet en skid. Det skrev jeg vel ikke? Altså, det er hemmeligt jo. Jeg vil helst ikke sige det alt for højt, for nogen kunne tage det fra mig og det kan mislykkes, måske er det ren indbildning.
Jeg har ingen vished, jeg føler mig frem i mørke, men her er mærkeligt nok meget lyst. Og jeg tror på den og forfølger den, selvhelbredelsen. Og frygter den. Undersøger hvad det egentlig er, det at være rask. Måske er det dybest set en indstilling, et selvbillede, en måde at være i livet på, en måde at bevæge sig i livets flow på. Ligesom det omvendte måske så også gælder. At være kronisk syg er også en måde at være til på, men er det også at være i flow? Eller er det at være standset op et bestemt sted i sit liv og have besluttet sig for..taget en beslutning. Nedfældet en dom. Stoppet, standset, stivnet. Givet op, opgivet sig selv.
Det er mørkt, fordi jeg ingenting ved, jeg er på en måde en uvidende rejsende. Jeg er i færd med at afvikle det jeg allerede ved, alt det, som står i vejen for min vej. Gamle forestillinger, selvopfattelser, sevbilleder. "Jeg er kronisk syg af en autoimmun bindevævsgigt. Sådan havde jeg brug for at udstyre mig selv med forsvar på. Nu vil jeg ikke vide af det længere, jeg vil ikke vide det mere, jeg vil vide noget andet. Jeg vil vide hvem jeg er nedenunder, udover. Jeg vil hjem til mig selv omme bag dogmerne, meningerne, indbildningerne. Det kan jeg godt blive lidt bange for. Tænk hvis jeg er rask! Uuuhhh.. Det er helt svimlende farligt at tænke på, men også fantastisk frigørende. Tænk hvis jeg selv bestemmer! Det er en helt vild tanke, en høj tanke. Den tænker jeg videre over.
Det er som i Alice i Eventyrland. Det hele står pludselig på hovedet. De sidste 3 års tid har bragt mig i en fuldkommen anden kurs, og jeg ved ikke hvor jeg ender, hvis jeg ender, måske er jeg bare begyndt at bevæge mig. Jeg går ud af livets landevej og for hvert skridt nærmer jeg mig selv.
Jeg vil det selv, styrer det selv, men oplever samtidig at blive ført af medvind, en usynlig hånd, et eller andet, som jeg ikke ved af, men som kender mig. Det gør det hele så let, hvor det før var uoverstigeligt at ændre vaner og indstilling. Nu smelter jeg ligesom ned og antager en anden skikkelse og andre skikke. Weird, nr det sker med en selv.
Jeg tænker også tit på, at jeg burde skrive om det, for min egen skyld, og fordi det måske en dag kan være andre til gavn. Men hver gang jeg sætter mig ved tastaturet, stivner tankestrømmen, kilden tørrer og og ord er bare ord. Shit oss', fordi for en gang for mange mange år siden, blev jeg af en healer spået, at jeg en dag ville skrive en bog om min vej til selvhelbredelse. Jeg var vist i godt midttyverne. Og dobbelt så mange leveår senere, nu hvor det sker, får jeg ikke skrevet en skid. Det skrev jeg vel ikke? Altså, det er hemmeligt jo. Jeg vil helst ikke sige det alt for højt, for nogen kunne tage det fra mig og det kan mislykkes, måske er det ren indbildning.
Jeg har ingen vished, jeg føler mig frem i mørke, men her er mærkeligt nok meget lyst. Og jeg tror på den og forfølger den, selvhelbredelsen. Og frygter den. Undersøger hvad det egentlig er, det at være rask. Måske er det dybest set en indstilling, et selvbillede, en måde at være i livet på, en måde at bevæge sig i livets flow på. Ligesom det omvendte måske så også gælder. At være kronisk syg er også en måde at være til på, men er det også at være i flow? Eller er det at være standset op et bestemt sted i sit liv og have besluttet sig for..taget en beslutning. Nedfældet en dom. Stoppet, standset, stivnet. Givet op, opgivet sig selv.
Det er mørkt, fordi jeg ingenting ved, jeg er på en måde en uvidende rejsende. Jeg er i færd med at afvikle det jeg allerede ved, alt det, som står i vejen for min vej. Gamle forestillinger, selvopfattelser, sevbilleder. "Jeg er kronisk syg af en autoimmun bindevævsgigt. Sådan havde jeg brug for at udstyre mig selv med forsvar på. Nu vil jeg ikke vide af det længere, jeg vil ikke vide det mere, jeg vil vide noget andet. Jeg vil vide hvem jeg er nedenunder, udover. Jeg vil hjem til mig selv omme bag dogmerne, meningerne, indbildningerne. Det kan jeg godt blive lidt bange for. Tænk hvis jeg er rask! Uuuhhh.. Det er helt svimlende farligt at tænke på, men også fantastisk frigørende. Tænk hvis jeg selv bestemmer! Det er en helt vild tanke, en høj tanke. Den tænker jeg videre over.
Det er som i Alice i Eventyrland. Det hele står pludselig på hovedet. De sidste 3 års tid har bragt mig i en fuldkommen anden kurs, og jeg ved ikke hvor jeg ender, hvis jeg ender, måske er jeg bare begyndt at bevæge mig. Jeg går ud af livets landevej og for hvert skridt nærmer jeg mig selv.
Jeg vil det selv, styrer det selv, men oplever samtidig at blive ført af medvind, en usynlig hånd, et eller andet, som jeg ikke ved af, men som kender mig. Det gør det hele så let, hvor det før var uoverstigeligt at ændre vaner og indstilling. Nu smelter jeg ligesom ned og antager en anden skikkelse og andre skikke. Weird, nr det sker med en selv.
